fredag, juni 19, 2015

Norsk sommer




Det var valg i det landet jeg bor i igår. Og det går i Danmark som det tilsynelatende går i resten av den europeiske verden: Klimaet blir hardere, frontene steilere, samholdet svakere. You have grown older, and I have grown colder, som enkelte ville ha sagt det.
        Spørsmålet om hva det er vi egentlig driver med, kan komme til noen og enhver. Eller det er kanskje nettopp problemet, spørsmålet kommer ikke. Og hvis det dukker opp, så blir det skviset vekk igjen like snart; alle tanker som strekker bare litt lenger, alle ørsmå snev av at vi er temmelig like når alt kommer til alt, men at vi har forskjellige muligheter til å folde oss ut, de presses ut, vekk, ned i glemselen, og så handler det om skattene mine, det handler om rentene mine, det handler om meg og mitt, mitt og meg. Andre får ha sitt. Etc. Og et eller annet sted på veien, så mister vi noe jeg har begynt å tvile alvorlig på om vi noen gang vil få igjen. Enda mer deprimerende er tanken: Er det bare noe jeg har trodd, at det har vært mer samhold, mer solidaritet, mer likevekt i sinnene rundt omkring, og at det er blitt verre; med andre ord: har det alltid vært sånn? Jeg vet ikke. Men rikdommen som finnes her oppe i Norge for tiden - og som det er vanskelig å ikke få øye på i enhver gate, enhver by - den er jo motbydelig. Ikke at jeg fordømmer den moralsk (jeg er jo selv en del av den). Men så gjør jeg kanskje det allikevel. For hva er det vi driver med, når det handler om størst mulig, mest mulig, og ikke bare som et langsiktig mål, men som en uerkjent, nærmest selvsagt bestanddel av de fleste valg som tas, fra vi står opp til vi går og legger oss. Dansk Folkepartis leder sa det fint da han ble bedt om å kommentere valgresultatet i går. Han sa: “Det var et stort valg for oss i Dansk Folkeparti”. Det er oss det handler om. Som en spesiell forsamling i landets/verdensdelens/verdens midte som det hele sentrerer seg rundt. Alt annet er støy, forhindringer på veien mot enda mer, enda større, enda flottere.
        Og samtidig fortsetter kloden å spinne, ute i det nakne isødet rundt oss, og med den glovarme kjernen under føttene våre. Vi bor på Skorpen, som Jens Bjørneboe sa, og vi bare venter på at den skal sprekke.
        I mellomtiden har jeg tatt et bilde av norsk sommer. Og varsler med dette et slags comeback her inne, hvor ambisjonen er å avprofesjonalisere en blogg som jeg lenge har kjedet meg til filler av. Velkommen tilbake!

onsdag, juni 03, 2015

Noe vakkert? Her:

INTERFERENS
  Den blaa Nat er saa stille. Jeg ligger søvnløs.
Stilheden vider sig og klinger.
Det er Lyden af tusinde Miles Tomhed.
Det er Rummets Monologer, hvis Ringe mødes med
Tidens tonløse Cirkler.

  Min Puls, mit Hjærtes hede Spænding holder mig vaagen,
men jeg overvejer med kølig Hu.
En Kraft passerer mine Nerver,
og jeg ligger som livløs.

  Længe tænker jeg med iskold Ro
paa den flammende Utaalmodighed, der er min Skæbne.
Pludselig føler jeg ganske fattet og uden at røre mig
en ulidelig Smærte slaa ud i min Bevidsthed
 og svinde igen.

  I Morgen skal jeg staa op
ladet med Eder og Livslyst
som alle Morgener før.
I Morgen skal jeg konfronteres med Vaskefad, Skohorn,
Tandbørste og hele Historien,
Tobak og Solskin og Tuborg fra Fad.
Og jeg tilstaar:
Enten er dette Topnoteringen af menneskelig Lykke,
ægte efterlignet,
eller det er en dum og sørgelig Fiktion.

  Det nytter jo ikke at nægte det,
jeg nærer en sønderdelende Proces i mit Hoved, saa
saare jeg tænker.
Min Bevidsthed arbejder skærende.
Jeg ødelæger af Drift, til Trods for mig selv.
Intet er sandt. Intet er Umagen værd.

  Aldrig har der været følt smærteligere Hovmod,
end det jeg alene føler ved Besiddelsen af mit Sinds
 Knivsystemer.
Naar Forestillingen om Verdens topmaalte Under mødes
med Overbevisningen om alle Tings Endelighed,
da lever jeg.
Denne Knagen af Akslerne,
dette djævelske Sammenstød af psykisk Lyd
frigør de transcendentale Smærtevibrationer,
der er Formen for mit inderste Jeg.

  Min Bevidsthed ytrer sig som sjælelig Interferens.
Selve det skrigende Forhold mellem alle iøvrigt harmoniske Virkeligheder
er mit Indres gennemtrængende Tonart.

  To diametralt modsatte Livsbevidstheder mødes og
skærpes i mit Hjærte.

  Den blaa Nat er saa stille. Jeg ligger søvnløs.
Stilheden vider sig og klinger, hviner, skingrer!
Det er Lyden af tusinde Miles Tomhed
imellem de kværnende Stenkloder.

  Det er Rummets Monologer, hvis Ringe mødes med
 Tidens tonløse Cirkler.
                                                   
 
fra Johannes V Jensen Digte 1906