INTERFERENS
Den blaa Nat er saa stille. Jeg ligger
søvnløs.
Stilheden vider sig og klinger.
Det er Lyden af tusinde Miles Tomhed.
Det er Rummets Monologer, hvis Ringe mødes med
Tidens tonløse Cirkler.
Min Puls, mit Hjærtes hede Spænding holder mig vaagen,
men jeg overvejer med kølig Hu.
En Kraft passerer mine Nerver,
og jeg ligger som livløs.
Længe tænker jeg med iskold Ro
paa den flammende Utaalmodighed, der er min Skæbne.
Pludselig føler jeg ganske fattet og uden at røre mig
en ulidelig Smærte slaa ud i min Bevidsthed
og svinde igen.
I Morgen skal jeg staa op
ladet med Eder og Livslyst
som alle Morgener før.
I Morgen skal jeg konfronteres med Vaskefad, Skohorn,
Tandbørste og hele Historien,
Tobak og Solskin og Tuborg fra Fad.
Og jeg tilstaar:
Enten er dette Topnoteringen af menneskelig Lykke,
ægte efterlignet,
eller det er en dum og sørgelig Fiktion.
Det nytter jo ikke at nægte det,
jeg nærer en sønderdelende Proces i mit Hoved, saa
saare jeg tænker.
Min Bevidsthed arbejder skærende.
Jeg ødelæger af Drift, til Trods for mig selv.
Intet er sandt. Intet er Umagen værd.
Aldrig har der været følt smærteligere Hovmod,
end det jeg alene føler ved Besiddelsen af mit Sinds
Knivsystemer.
Naar Forestillingen om Verdens topmaalte Under mødes
med Overbevisningen om alle Tings Endelighed,
da lever jeg.
Denne Knagen af Akslerne,
dette djævelske Sammenstød af psykisk Lyd
frigør de transcendentale Smærtevibrationer,
der er Formen for mit inderste Jeg.
Min Bevidsthed ytrer sig som sjælelig Interferens.
Selve det skrigende Forhold mellem alle iøvrigt harmoniske Virkeligheder
er mit Indres gennemtrængende Tonart.
To diametralt modsatte Livsbevidstheder mødes og
skærpes i mit Hjærte.
Den blaa Nat er saa stille. Jeg ligger søvnløs.
Stilheden vider sig og klinger, hviner, skingrer!
Det er Lyden af tusinde Miles Tomhed
imellem de kværnende Stenkloder.
Det er Rummets Monologer, hvis Ringe mødes med
Tidens tonløse Cirkler.
fra Johannes V Jensen Digte 1906
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar